Smerte og hjernens kemi

Et godt grin kan gøre ondt i kæberne. Det kan også gøre mindre ondt andre steder. Fire forskere har kigget på, hvad der sker i kroppen og hjernen, når vi griner, og hvorfor det kan løfte smertetærsklen.

Forskningen er stadig ung. Ingen af dem siger, at latter er en kur. Men de peger i samme retning: latter sætter kroppens egen kemi i gang.

Norman Cousins: ti minutter, to timers ro

I 1976 skrev journalisten Norman Cousins artiklen Anatomy of an Illness i New England Journal of Medicine. Han havde en alvorlig betændelse i led og bindevæv og stærke smerter. Lægerne gav ham dårlige odds.

Cousins besluttede at prøve noget andet. Han så Marx Brothers og andre sjove film. Hans egen beretning var klar: ti minutters latter gav ham to timers smertefri søvn. Sedimentationsraten, et mål for betændelse, faldt også.

Det er ikke et kontrolleret forsøg. Det er én mands historie. Men artiklen satte gang i samtalen. Bagefter fik Cousins omkring 3000 breve fra læger i en række lande. Mange skrev, at de havde set det samme eller noget lignende hos deres egne patienter. Latteren var ikke kun stemning. Den kunne mærkes i kroppen, når smerterne var hårde.

Robin Dunbar: social latter hæver smertetærsklen

Den britiske forsker Robin Dunbar målte, hvad der sker, når vi griner sammen. Han lod grupper se komedie og testede bagefter, hvor længe de kunne holde til en trykkende manchet på armen.

Resultatet var tydeligt. Social latter hævede smertetærsklen. Latter alene, foran en skærm uden andre, gjorde det ikke i samme grad. Dunbar pegede på endorfiner, kroppens egne velværestoffer, som frigives, når vi griner i selskab.

Det passer med det, folk mærker efter et latterkursus. Det er ikke kun, at man har grinet. Det er, at man har grinet sammen. Fællesskabet er en del af virkningen.

Lauri Nummenmaa: hjernen frigiver sine egne opioider

Den finske forsker Lauri Nummenmaa og hans kolleger gik et skridt videre. De lagde folk i en PET-scanner og målte, hvad der sker i hjernen under social latter.

De kunne se, at latter frigiver kroppens egne opioider. Det er de samme stoffer, som dæmper smerte og giver en følelse af velvære. Frigivelsen skete i områder, der har med belønning og social tilknytning at gøre.

Det er et direkte billede af det, Dunbar målte udefra. Latter er ikke bare lyd. Den sætter en kemisk reaktion i gang, som kroppen kender fra sine egne smertestillende systemer.

Jaak Panksepp: latter sidder dybt

Neuroforskeren Jaak Panksepp viste, at latter ikke er noget, vi har opfundet for nylig. Han kildede rotter og hørte dem give fra sig høje, ultralydslyde, som han kaldte latter. Rotterne søgte kilden til kildringen og blev ved.

Lydene kom fra de ældste dele af hjernen, ikke fra den nye bark, hvor vi tænker og planlægger. Panksepp konkluderede, at latter og leg sidder dybt i os. Det er en grundlæggende mekanisme, vi deler med andre pattedyr.

Det forklarer, hvorfor et latterkursus virker, selv om man ikke er “den sjove”. Man behøver ikke en vittighed. Kroppen kender allerede vejen. Den skal bare have lov.

Hvad kan man tage med?

Cousins mærkede, at ti minutters latter gav ham to timers ro, og omkring 3000 læger skrev bagefter, at de havde set noget lignende. Dunbar viste, at social latter hæver smertetærsklen gennem endorfiner. Nummenmaa så på scanninger, at latter frigiver kroppens egne opioider. Panksepp viste, at latter sidder i hjernens ældste dele.

Ingen af dem lover, at et grin fjerner en sygdom. Forskningen er stadig ung, og de fleste studier er små. Men retningen er den samme: latter sætter en kemi i gang, som kroppen allerede har. Den virker bedst, når den sker sammen med andre, og når den får lov at vare ved.

Det er derfor, et latterkursus ikke kun er fest. Det er 30–45 minutter, hvor kroppen får lov at gøre det, forskerne har målt på. Man behøver ikke være i godt humør først. Man skal bare være med.